Jeg er åbenbart medejer af Nykredit – hvornår får jeg mine aktier?

Af Mikael Hjorth 4

Nykredit går inden for det næste år eller to på fondsbørsen i håb om at sælge aktier for et milliardbeløb. Og jeg kan læse i avisen, at jeg åbenbart er medejer af foretagendet. Der står i hvert fald alle steder, at Nykredit er »kundeejet«. Men jeg skal vist ikke gå ud og solde forventede indtægter op på forhånd.

Jeg tvivler nemlig stærkt på, at det nogensinde kommer til at få en positiv effekt på min privatøkonomiske bundlinje. Faktisk er det sådan, at det for kunderne i første omgang bliver dyrere, forklarer Nina Smith, professor i økonomi og på valg til at blive ny formand for Foreningen Nykredit. Samtidigt lover hun, at pengene vil komme tilbage til kunderne senere.

Forklaringen fra Nykredit er, at både danske og europæiske myndigheder og politikere forlanger, at der skal være en større økonomisk buffer hos banker og realkredit til at modstå nye kriser. Det er derfor, dine bidrag – gebyrer – på boliglån hos både Nykredit og konkurrenterne er steget voldsomt de senere år.

På trods af de prisstigninger har Nykredit stadig behov for flere penge. 25 milliarder kroner ekstra skal der i kassen inden for fem år. Løsningen er at hæve priserne endnu en gang og samtidigt invitere investorer til at lægge forventet 10-15 milliarder kroner i kassen her og nu.

Det store dilemma bliver, hvordan Nykredit vil håndtere, at de nye investorer vil forlange et konkurrencedygtigt afkast af investeringen, uden at kunderne oplever, at de bliver malket af aktionærerne. Kunderne er formelt set nemlig også medejere af butikken – Foreningen Nykredit er og bliver også fremover den største ejer af Nykredit Holding, som ejer realkreditselskabet. Når Nykredit skal udbetale en del af overskuddet til aktionærerne, vil langt størstedelen af disse penge havne hos Foreningen Nykredit.

Aktionærer luner sig normalt, når udbyttet lander på kontoen. Her er det, at foreningens muligvis kommende formand Nina Smith siger, at man via et nyt kundeprogram vil give medlemmerne andel i overskuddet via »konkrete rabatter og kontanter«.

Indtil andet er bevist, vil jeg tillade mig at tvivle på, at jeg får ret meget ud af det. Hele øvelsen handler jo om at polstre pengekassen med et anseligt beløb, og den tanke kan opstå, at beslutningen om børsnoteringen vil glide nemmere gennem »Systemet Nykredit« med et fokus på fordelene for medlemmerne. Men konkret information om omfanget er ikke lagt frem endnu.

Det, vi ved er, at kunderne – ejerne? – ikke selv får aktier i selskabet, og at de bliver lovet en form for rabat eller en bonusordning om nogle år, når de først har været med til polstre pengetanken med mellem 10 og 15 milliarder.

Nykredit er kundeejet? Formelt set er svaret ja. Der er valg til foreningens styrende organer, som jeg kunne vælge at engagere mig mere i. Men jeg kan ikke føle det. Jeg kan ikke se det i et aktiedepot. Jeg får ikke løbende del i overskuddet eller en kursgevinst. Og frem for alt kan jeg ikke stemme med fødderne og tage min del af kapitalen eller overskuddet med mig.

4 kommentarer RSS

  1. Af Kim Galant

    -

    Man kan undre sig lidt over hvad vi egentlig skal med en Foreningen Nykredit når butikken i øvrigt går hen og bliver børsnoteret? Hvorfor ikke bare udlodde de aktier som formelt set bliver foreningens til ejerne og så komme videre som et ganske almindeligt privatejet selskab? Eller er det mig der misforstår noget, og de mennesker som vi nu engang vælger via vores ejerskab-men-ikke-helt-alligevel skaber en eller anden værdi for mig som ejer som jeg bare ikke kan få øje på?

    Svar
  2. Af Niels Andersen

    -

    Fordelen ved at være kundeejet trods en børsnotering er, at vi kunder fortsat har fat i den lange ende i forhold de sædvanlige aktionærer, som nådesløst kræver overskud, vækst og ikke mindst afkast.

    At få udleveret en håndfuld aktier som kunde og dermed overgive os totalt til de professionelle investorers afkastkrav vil blive en dyrere fornøjelse for os kunder på den lidt længere sigt.

    Og det er i øvrigt uroligt positivt, at Nykredit vælger en løsning som tilgodeser kunderne istedet for at gå samme vej som f.eks. RD og TRYG, hvor kundernes formuer fra salgene nu ligger i store filantropiske fonde udenfor kundernes rækkevidde og som i øvrigt sjældent tilgodeser de enkelte kunder direkte.

    Svar
  3. Af Kris Winkel

    -

    Nykredit skal på børs markedet og det kan ikke gå for hurtigt.
    Ikke bare 30 % men 70 eller 100 %.

    RD ligger i Danske Bank, og går det godt for RD, vil det bidrage til Danske Bank resultatet.

    Nykredit køber en bank, som nu ikke er børsnoteret. Her må man læse regnskabet og se hvad der er lort og hvad deres lagkage.

    APM havde et ejerskab af Danske Bank, som nu ligger i APM fonden. Aktionærerne i APM fik stort udbytte, og nu ligger Danske Bank aktierne i APM fonden 3 milliarder i udbytte bliver udbetalt til APM fonden og ikke APM aktionærerne.
    Hurtig profit.

    Nykredit som en forening holder ikke. Kapitalen skal være der, til Basel IV og så dropper vi hyggen. Kontanter tæller.

    Svar
  4. Af Nykredits højere gebyrer – you ain’t seen nothing yet | #bizzwords

    -

    […] men de er svære at forholde sig til for lægmand. Og at det falder sammen med beslutningen om at børsnotere det ellers kundeejede realkreditselskab. Kompensationen til låntagerne i form af »KundeKroner« er endnu meget lidt konkret og derfor […]

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info