Bankers gode råd er dyre for din opsparing

Hvis du som privat investor vil sætte penge i aktier, så vær tålmodig. Køb papirerne med et langt sigte, og gå ikke i panik, når markederne dykker – over tid vil det give et fornuftigt afkast, og man kan alligevel ikke ramme den perfekte top og bund.

I store træskolængder er det rådet fra de professionelle investorer i bankerne og hos børsmæglerne til almindelige danskere med mod på at sætte sparepengene i spil på aktierouletten.

Den medicin tager de tilsyneladende ikke i investeringsforeningerne, som for mange af de stores vedkommende ejes af bankerne.

Det kan nok betale sig at tænke sig om, inden man tager imod rådgivning fra folk, der tjener flere penge på det, end du får ud af det.

Som det beskrives i Berlingske Business lørdag, er omsætningen af værdipapirer i de enkelte afdelinger ofte ganske høj. Omkring 40 procent af foreningerne har skiftet halvdelen af beholdningen ud på et år. Der findes endda investeringsafdelinger, som i løbet af et år har skiftet alle aktier eller obligationer ud helt op til to gange på 12 måneder.

Hvorfor?

Hvis man ved at være en meget aktiv fondsforvalter kan slå markedet og give investorerne et højere afkast, end de ellers ville få eller selv ville være i stand til, er alt jo godt.

Det er det bare langtfra altid – for investoren, altså.

Hvis man er meget, meget dygtig og lidt heldig, kan man godt tjene flere penge med en strategi om at handle meget. Men kigger man nærmere på afkastet i de store, danske investeringsforeninger, så har de 20 mindst aktive over de seneste syv år haft et udbytte, der er godt 40 procent højere end i de 20 mest aktive foreninger.

Det må i grunden være demotiverende. Der sidder en masse højt kvalificerede mennesker, som over tid ikke er i stand til at placere sparepengene bedre, end hvis man havde sat dem i et indeks og lænet sig tilbage med armene over kors.

Men det er alligevel godt for banken. Handel med papirerne medfører omkostninger, som kunderne skal betale. Forbrugerrådet Tænk kalder en meget hurtig udskiftning af værdipapirer »kortsigtet spekulation for kundens regning og risiko«.

Vi har tidligere på Business beskrevet et forskningsprojekt fra CBS om, hvordan bankerne lykkes med at få nye kunder til også – ofte lidt ad gangen – at flytte opsparingen i investeringsforeninger over i samme sfære som banken. Det medfører også handelsomkostninger. Kunderne i undersøgelsen har betalt mellem to og fire procent af den samlede formue bare for at flytte, og afkastet er ikke blevet bedre i den undersøgte periode.

»Rådgivningen« i banken medfører altså en udhuling af almindelige danskeres opsparing. Til gengæld vokser bankernes indtægter fra investforeningerne voldsomt. Ifølge tal fra Morningstar fra cirka fem milliarder kroner i 2013 til cirka ti milliarder kroner.

Gode råd er dyre, siger man. Det kan nok betale sig at tænke sig om, inden man tager imod rådgivning fra folk, der tjener flere penge på det, end du får ud af det.

Læs også: Ny forskning: Bankers råd om investering koster kunderne dyrt

Læs også: Banker afviser kritik: »Generelt rådgiver vi om vores egne produkter«

One response to “Bankers gode råd er dyre for din opsparing

  1. Nu syntes jeg der er blevet ævlet og bævlet frem og tilbage om de dyre investeringsforeninger.
    Var det ikke på tide, at man kom et skridt videre og undersøgte hvorfor kunderne vælger at placere deres penge ufordelagtigt. Det kan efterhånden ikke være fordi, at kunderne ikke ved det.
    Opfordringen er hermed givet videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *