Dødskamp om kunderne i københavnske madmarkeder

Tre madmarkeder i København er lige nu i en dramatisk kamp om kunderne og dermed i sidste ende om overlevelse.

Et af dem ser ud til at ligge lunt i svinget. En af de største succeser står over for en voldsom udfordring, som kan ende med at få en blomstrende forretning til at visne. Og det tredje er i store vanskeligheder allerede fra fødslen og prøver igen at dreje skuden.

Min spådom lyder, at de to sidste går meget svære tider i møde.

Det er råt og rodet og fyldt med den stemning, som moderne indretning og koncepter ofte savner helt hjælpeløst.

Lad os begynde der, hvor der ser ud til at være gang i forretningerne: Torvehallerne på Israels Plads ved Nørreport midt i København er nu seks år gamle, og her strømmer folk fortsat til. Der er råvarer i massevis til egen madlavning, take-away til de knap så køkkenkyndige, og man kan også slå sig ned og spise på stedet i et hyggeligt virvar af boder og kunder i alle tre segmenter.

Torvehallerne er gået op i markedet med boder i den dyre ende i to bygninger af stål og glas. Stil er jo subjektivt, men det ser ud til at fungere. Torsdag, fredag og lørdag er det et populært sted at droppe ind på vej hjem fra arbejde eller til let mad og en drink på vej i byen.

Stadeholderne og udlejeren Jeudan må formodes at være ret tilfredse med forretningen.

Så ser det anderledes udfordrende ud for Westmarket, som på Vesterbrogade lancerede en konkurrent til Torvehallerne i et lidt lavere prisleje.

Problemerne har været og er stadig mangfoldige. Fra begyndelsen et alt for lille udvalg af råvarer og en overvægt af spisesteder gør profilen underligt skæv. Har man egentlig behov for at komme der for at handle? Er det kun for at spise?

Skævheden bider sig selv i halen, for med få detailbutikker tiltrækkes for få kunder i det segment, så nye butikker får det svært. Det aflange betonrum savnede fra begyndelsen atmosfære. Nye penge, en ny direktør og en nye formand er i gang med forbedringer i den retning. Spørgsmålet er, om det sker i tide til at få skabt et mere positivt billede af stedet hos københavnerne.

Og så er der beliggenheden inde i halvmørket mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Foreløbig må konklusionen være, at det ikke har fået publikum til at strømme til.

Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed er jo ejendomsmæglernes mantra. Det kan komme til at betyde alt for den tredje store spiller i København. Papirøen på havnefronten over for Skuespilhuset er et levende sted, kun med spisesteder interimistisk indrettet i den gamle lagerhal til avispapir. Det er råt og rodet og fyldt med den stemning, som moderne indretning og koncepter ofte savner helt hjælpeløst.

Her er ingen råvarer, så måske falder Papirøen lidt uden for kategori i sammenligningen, men som magnet for de unge og hippe har street food markedet spillet en stor rolle i det københavnske byliv de seneste år. Men hvad sker der, når madmarkedet næste år flytter til Refshaleøen et par kilometer længere ude i havnen?

Man kan på stadeholdernes vegne – og på vegne af fans af den fantastiske, uformelle stemning – frygte, at det bliver en uoverstigelig forhindring for fortsat succes. Godt nok arbejder bagmændene på en slags havnebus til stedet, men det er altså ikke det samme som at cykle eller slentre fra Nyhavn over Inderhavnsbroen.

Så en status lige nu må være:

Westmarket skal udvikle sig voldsomt for at få fodfæste; Torvehallerne har tilsyneladende godt fat i sit up-market publikum; Papirøen har atmosfæren med sig, men flytningen kan blive en stor udfordring – en ny spiller med en bedre beliggenhed kan blive en mægtig konkurrent.

Læs også: Holdet bag Papirøen: Her åbner nyt madmekka til københavnerne

Læs også: Westmarket kæmper stadig: Millionindsprøjtning og tidligere Tivoli-direktør skal holde det oven vande

 

3 responses to “Dødskamp om kunderne i københavnske madmarkeder

  1. Vestergågade, som Westmarkets placering hed for 20 år siden, var allerede hensygnende dengang med tre “aktiver”: Café Lange Lone, en Prima og en (dog velbesøgt) cafe for Ældre Sagens medlemmer. Omlægningen til Toves Galleri gik godt i et halvt år, så begyndte de første lejemål at tømmes.

    Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan det er lykkedes ejerne at overtale de forretningsdrivende til at slå sig ned dette sted, som alle lokale vesterbroere ved er en dødssejler. Men som er meget praktisk adgang fra Maththæusgade til Vesterbrogade.

    1. Samme sted som Mikkeler og Halvandet og så er der havn til rådighed. Den store taber bliver nok Nyhavn udenfor højsommeren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *