Politikere i klemme, når realkreditten suger penge ud af boligejere

Kritikken fra Konkurrencerådet er kras. De danske boligejere bliver blodsuget af realkredit-branchen, som på det nærmeste har frit spil til at hæve priserne uden saglige argumenter og uden rimelig mulighed for, at man som forbruger af boliglån kan gå et andet sted hen og få et bedre tilbud.

»Bidragssatserne er steget i et omfang, der ikke kan forklares af højere omkostninger, herunder kapitalkrav. Vi burde ikke kunne se en sådan udvikling, hvis konkurrencen på markedet var effektiv,« skriver rådets formand Christian Schultz.

Derfor brøler politikerne ikke så højt, selv om argumenterne for højere bidragssatser fra realkreditten klinger hult.

Der står altså sort på hvidt, at realkreditten kan hæve priserne efter forgodtbefindende. 1,7 millioner danskere har realkreditlån for i alt 1.450 milliarder kroner. Og kunderne har ingen steder at gå hen, hvor de bliver behandlet på en anden måde.

Realkreditten tjener derfor milliarder hvert år på et marked, som ikke er et rigtigt marked. På et marked vil aktørerne forsøge at vinde nye kunder med smartere og billigere produkter. Der er små forskelle, når man som boligejer henvender sig til et af de fire store realkreditinstitutter, men omkostningerne ved at flytte er så høje, at det kan tage for eksempel 10 år at opnå en reel besparelse.

Mobiliteten er derfor meget lille. Systemet er ikke indrettet til kundernes bedste. Det er faktisk kun til fordel for de fire store, som kan lade pengene rulle ind, og hvis de synes, der mangler penge i kassen, sætter de bare prisen op. De tre andre reagerer nemlig ved også at hæve priserne. Forbrugerne ville ikke i ret mange andre brancher acceptere en sådan de facto stavnsbinding.

Hvorfor gør politikerne så ikke noget mere helhjertet for at øge konkurrencen? Fordi de sidder i den klemme, at de nu i ti år har råbt og skreget af bankerne, at de skal være ordentligt polstrede, så staten ikke en gang til skal redde dem i tilfælde af en truende finanskrise.

Derfor brøler politikerne ikke så højt, selv om argumenterne for højere bidragssatser fra realkreditten klinger hult.

Indtjeningen er nemlig steget mere, end de stigende krav til polstringen kan forklare, konkluderer Konkurrencerådet. Man kunne altså ønske, at politikerne tog lidt hårdere fat på dette område.

Samtidigt skal man huske, at vi har et af de allerbilligste systemer for boliglån i hele verden. Det har bare været billigere, og den danske metode kan stadig bruges til at holde priserne nede. Man skal heller ikke kamme over og sige, at de »onde kapitalister« ikke må tjene penge på at låne penge ud. Selvfølgelig må de det – det er hele udgangspunktet for et marked med konkurrence, som i sidste ende er til forbrugernes fordel.

Men tager man konkurrencen ud af ligningen, ophæves hele formålet med et kapitalistisk marked. Det bedste for forbrugerne ville være, at der kommer nye aktører ind og vender op og ned på gamle strukturer.

En gruppe omkring iværksætteren Morten Lund – med blandt andre Helle Thorning-Schmidt i bestyrelsen – har tidligere varslet en helt ny, digital model for boliglån. Det springende punkt er, om de kan samle nok kapital nok til at tage kampen op.

Det er lige før, man skulle ønske, at en stor, udenlandsk spiller får øjnene op for, at der er gode penge at tjene på den danske realkreditmodel. Det kunne for alvor ruske op i konkurrencen.

Læs også: Usædvanligt hård kritik: Manglende konkurrence i realkreditbranchen gør boliglånet for dyrt

Læs også: Serieiværksætter og Helle Thorning til angreb på realkredit­institutterne

 

 

3 responses to “Politikere i klemme, når realkreditten suger penge ud af boligejere

  1. Lidt underligt at du lige fremhæver Morten Lund og Helle Thorning-Schmidts projekt som ikke har noget med realkreditlån at gøre. Det ville have været mere relevant at fremhæve http://www.boligejernesrealkredit.dk, som vil lave rigtig realkredit baseret på de gamle dyder fra før realkreditten blev overtaget af bankerne.

  2. I Frankrig er det forbudt at hæve bidragssatsen i hele lånets løbetid. Franske bankfolk kigger vantro på en, når man forklarer, at i Danmark kan bidragssatserne hæves efter forgodtbefindende. De tror simpelthen ikke på, at det er rigtigt, at forbrugeren er så dårligt stillet i et land som Danmark. Måske er der nogle EU-regler, vi kunne benytte. Det er hårrejsende, at en låntager er på herrens mark i Danmark, når det gælder realkreditlån. Der er overhovedet ingen forbrugerbeskyttelse.

    Lad os få nogle udenlandske kreditinstitutioner på banen, og så må vi få noget forbrugerbeskyttelse. Vi lever jo ikke i en bananrepublik, selv om man skulle tro det.

  3. Helt fint indlæg. Omend jeg synes du roder lidt rundt i begreberne, og tilsyneladende sætter et lighedstegn mellem kapitalisme og liberalisme. Et “kapitalistisk marked” er ikke en størrelse man normalt forholder sig til i debatten om markeder, og hvad forbrugerne er bedst tjent med. De er nemlig bedst tjent med et liberalt og frit marked, hvilket på ingen måde er egenskaber der behøver at være i et rendyrket kapitalistisk samfund.

    Men sætter man det til side, kunne man også med rette spørge: hvorfor er det helt præcist du mener man ikke kan klandre “de onde kapitalister” for denne udvikling? Sandheden er jo, at Realkredit konceptet er startet som et kundeejet samarbejde i foreningsform. Og de blev drevet for kunderne, ikke for at skabe overskud – altså som non-profit foretagende
    Men udviklingen har gjort, at kapitalifonde og pengeinstitutter idag har opslugt disse foreninger fuldstændigt. Landets sidste kundeejede forening er godt igang med at blive kuppet fuldstændigt, og stjålet ud af hænderne på de kunder der ejer den – endda inklusive milliarder i kassen, som pludseligt skifter ejere. Det er lige før man kan påstå, at foreningen Nykredit er ved at blive købt for deres egne penge, af eksterne kræfter hvis eneste agenda er at lave en pengemaskine ud af noget tidligere kundeejet.

    Hvorfor i himlens navn er det dog du mener, at “de onde kapitalister” ikke kan klandres for det? Er det fordi det er lovligt? Eller fordi kapitalisme legalt kan skrinlægge enhver form for etik eller moral, fordi kapitalisme åbenbart er vigtigere eller mere helligt end moral? Hvilket rationale retfærdiggør denne udvikling???

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *