Er det nye Skat ved at begå syv nye brølere?

For medarbejderne i Skat er det ikke muntre tider. Organisationen ligger nærmest i ruiner, fordi der i stor stil rives ned, inden et helt nyt Skat bygges op.

Skat skal fuldstændigt omkalfatres oven på skandalerne om ejendomsvurderinger, udbytteskatten og den manglende inddrivelse af gæld med det fejlslagne IT-system EFI. Skeletterne er væltet ud af skabene i et omfang, så skatteyderne har set på med en blanding af forbløffelse og vrede over det enorme spild.

Vendingerne kunne være trukket i en automat eller hentes ud af snart sagt enhver forblommet jobbeskrivelse for en administrativ leder.

At det så også betyder, at afdelinger og medarbejdere, som er blevet flyttet til andre dele af landet for ikke så længe siden, nu skal flyttes igen og sættes sammen på nye måder, er for mange ansatte i Skat et personligt aspekt, som de må forholde sig til. Videnstabet i den forbindelse vil sandsynligvis i et anseligt omfang årelade Skat for kompetente medarbejdere. En masse nye vil komme til – og flere end de seneste år – men uro i organisationen vil nedsætte produktiviteten betydeligt.

I sidste uge opslog Skat så via rekrutteringsvirksomheden Mercuri Urval de nye stillinger som direktører for de syv kommende styrelser, som Skat splittes op i. Der bliver selvstændige enheder for told, ejendomme, bilskatter og gældsinddrivelse. Dertil kommer centrale styrelser for udvikling af blandt andet IT, administration og den egentlige Skattestyrelse med ansvar for vejledning og kontrol af skatter og afgifter.

De syv styrelser får altså hver sin direktør for de ret forskellige områder. De syv stillingsopslag er til gengæld stort set enslydende.

Det forventes af de syv kommende direktører, at de »udviser lederskab og er i stand til at skabe en effektiv og driftssikker organisation«. Man skal være robust, have naturlig autoritet og gennemslagskraft, og skal man være i stand til at navigere i »et udfordrende politisk landskab«. Det sidste kan vist ikke undervurderes.

Men vendingerne kunne være trukket i en automat eller hentes ud af snart sagt enhver forblommet jobbeskrivelse for en administrativ leder. Derudover skal direktørerne fokusere på driften og have dokumenteret erfaring med løbende at »styre, optimere og kvalitetssikre arbejdsprocesser og sagsgange« – og sikre videndeling.

Særligt det sidste er dog helt centralt, når vi taler om Skat. Konklusionen på udviklingen i Skat frem mod syndfloden af skandaler er, at ledelsen kom for langt væk fra de fagområder, den var med til at administrere. Advarsler nedefra blev ikke håndteret med tilstrækkelig høj faglighed. Der gik management i den.

Internt i Skat blev der udfoldet store kræfter for at gøre organisationen moderne. De nyeste principper for ledelse blev afprøvet og implementeret i et rasende tempo. Til sidst kunne fødderne ikke nå jorden, og direktionen vidste ikke, hvad der reelt foregik i maskinrummet.

At analysere de syv stillingsopslag for de nye direktører er selvfølgelig overfladisk. Den nye struktur lægger op til en langt større faglig forankring i toppen inden for hvert af områderne, og det er da meget muligt, at rekrutteringen kommer til at fokusere godt og kvalitativt på netop disse egenskaber hos ansøgerne.

Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at netop den del fylder så lidt i opslagene, der skal tiltrække de rette typer til at bringe Skat tilbage på sporet og genoprette tilliden hos befolkningen og politikerne.

Læs også: Stor guide – her er skandalerne i Skat  

4 responses to “Er det nye Skat ved at begå syv nye brølere?

  1. Utroligt med så totalt inkompetente politikere , hvorfor er de ikke blevet sendt hjem for længst , virker som så fordummende , at man skulle tro det var noget bestilt arbejde , virker som landsforræderi og må straffes med landsforvisning , hvor er det flovt !

    1. Totalt enig! Vi har alt for mage totalt inkompetente politikere! De spilder i vanvittigt stort omfang vore surt optjente fælles skatte- og afgiftskroner!

    2. Politikere har nogle visioner svarende til deres helt overordnede politiske mål, som uden forudgående afprøvning sættes i værk – Læs “bestilles” hos embedsmændene, som så bøjer organisationen efter deres ønske og Finansministeriets ramme pengepung. Foghs hedengangne minimalistiske danske samfund har for så vidt skattevæsenet vist sig uladsiggørligt. Men hvor har det været dyrt, men fint for nogle flytteforretninger, som ofte flytter inventaret og flyttekasser i SKAT, menet jeg.

  2. Den nye struktur i Skat er et svindelnummer som jeg har fundet på, og som er udført af de samme folk, som har lavet udbyttesvindel, momssvindel og haft fingrene nede i Nationalbanken.

    Så totalt inkompetente politikere har vi tros alt ikke, at de ikke har fået deres del af svindel-kagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *