Vi bør tale pænt om middelklassen og »de rige«

Efter en uge med tre store udspil fra regeringen og heftig politisk debat om fordelingen af goder og byrder kan man sidde tilbage med fornemmelsen af, at i Danmark er der en økonomisk elite, som udnytter de knap så bemidlede. »De rige« fremstilles som blodsugende egoister, som kun tænker på at skrabe til sig på bekostning af »almindelige« mennesker.

Vrangforestillingen sendes i rundhyl i både redigerede medier og på sociale medier. Det har imidlertid meget lidt med virkeligheden at gøre. Realiteten er, at vi her i landet har en meget, meget lille elite, som afleverer en meget stor del af deres indtægt til den fælles kasse.

Ud af fem millioner skattepligtige danskere er der omkring 50.000 personer, som tjener over én million kroner om året.

Det er altså én procent af befolkningen, som har en indkomst før skat på den gode side af millionen. Gennemsnittet for »de rige« er 1,6 mio. kroner. Misundelse er en grim ting, som man siger, og indtægter i det niveau gør altså ikke automatisk nogen til millionærer.

Efter skat er der lidt over halvdelen tilbage. Når afgifterne lægges oveni, går samlet se to tredjedele af de højeste indkomster i Danmark tilbage til statskassen, hvorfra den så fordeles til de to tredjedele af befolkningen, som er enten offentligt ansatte eller på offentlig forsørgelse og modtagere af andre ydelser som boligstøtte og børnepenge.

Den ene procent med de højeste indkomster betaler omkring ti procent af alle skatter og afgifter i Danmark. Det svarer til de samlede udgifter til dagpenge og kontanthjælp, som altså betales af dette meget lille mindretal af befolkningen.

De bredeste skuldre skal bære de største byrder. Sådan har et meget stort flertal af danskerne det, og tak for det. Det er både et utroligt sympatisk træk ved danskerne og en stor årsag til vores allesammens velstand, at vi har bygget et samfund, hvor der er plads til at hjælpe dem, der har behov for det.

Men debatten er ofte helt ude af proportioner. Som dengang enhver regulering af omfordelingen blev udskreget som den sikre vej til »den sociale massegrav«. Som når en mulig skattelettelse omtales, som om man »får« noget af nogle andre. Man får lov at beholde en smule mere af sin indtægt, hvis forslagene passerer forbi velfærdskoalitionen i Folketinget.

Skat er noget, vi giver til hinanden, og det er ment positivt. Det vil relativt små justeringer af skruerne i det enormt komplekse skattesystem ikke ændre på. Det ville ikke engang en flad beskatning uden progression ændre på.

Sandheden er, at vi har meget få rige i Danmark. Vi har i stedet to meget store middelklasser. Den ene tjener på eget initiativ eller gennem ansættelse som højere funktionærer til et liv rigt på tryghed og basisvelfærd. Den anden lever stort set lige så behageligt, fordi den første gruppe betaler deres meget store andel til den fælles kasse. Herfra kommer den største del af pengene til verdens største offentlige sektor og til forsørgelse af studerende, ældre og arbejdsløse. Sikkerhedsnettet er et af de mest generøse i verden.

De sidste skulle gerne gå fra forsørgelse under for eksempel uddannelse eller perioder med ledighed til at blive blandt de første: Flere skal gå fra at modtage til at bidrage til de få, der slet ikke kan selv, eller dem der midlertidigt har hjælp behov.

For at det skal lykkes, skal vi behandle dem ordentligt. »De rige« og den middelklasse, som holder hjulene i gang. Vi kunne begynde med at tale pænt om dem.

3 responses to “Vi bør tale pænt om middelklassen og »de rige«

  1. I perioden 1999 – 2014 steg den relative fattigdom med 74 pct. ifølge CEPOS. Skattens primære formål er omfordeling dvs. at skabe lighed – lige muligheder fra fødslen og dermed vækst i samfundet – også selvom Karen Ellemann som socialminister afskaffede fattigdomsgrænsen.

    Alle forbruger velfærdsydelser – uddannelse, sundhed, tryghed – og alle betaler en relativ del af indkomsten til ”den fælles kasse”. Det vil derfor være logisk forkert at sige en bestemt gruppe forsørger en anden bestemt gruppe: Offentlig forsørgelse eksisterer ikke!

    Det er derimod rigtigt, at der udbydes offentlige forsikringer. Dagpenge forsikrer mod arbejdsløshed og sikrer arbejdskraftens frie bevægelse. Kontanthjælpen er for dem, der ikke har ret til dagpenge. Førtidspensionen er en tab af erhvervsevne forsikring osv.

    Kunne borgeren ikke tegne disse forsikringer igennem det offentlige, ville de skulle udbydes af private forsikringsselskaber. F.eks. som det kendes i USA. Jeg har ikke hørt nogen omtale udbetalinger fra private forsikringer som forsørgelse.

    Vi bør tale pænt om hinanden og skabe gensidig forståelse. Det gælder også når ”de rige” kalder fattige for ”dovne” (underforstået at fattiges situation altid er selvforskyldt, hvilket naturligvis ikke passer).

  2. For “Doven-Robert” og “Fattig-Carina” gælderne vel at typerne selv har “positioneret” sig til at leve af andres penge “under radaren”, og det skyldes kombinationen af disse typer blottet for god gammeldags pli og et sygt system. Og tager man sig ikke sammen og bruger energi på at få sig en uddannelse (som jo er den allerbedste arbejdsløshedsforsikring overhovedet), er man så “selvforskyldt fattig”, sendrægtig, eller måske begge dele? Det er ikke alt der er “samfundets skyld”, folks karakterstyrke (og mangel på samme) har også en vis betydning. At man kan være hele dekader på K-hjælp er jo tegn på at det er et misfoster af et system, der burde man cutte pengestrømmen efter max. 2-3 år. F-pension fordi man fx. ikke formår at tilegne sig det lokale sprog er også en rendyrket hån (det er kun for at sagsbehandlerne så slipper af med bevidst besværlige klienter, at dette lader sig gøre). Dette er kun et udpluk blandt for meget.

    1. Jeg er enig i at uddannelse er en vigtig ting, men vores samfund er skruet sådan sammen, at hvis alle får en uddannelse og består, så vil det hedde sig at uddannelserne er for let/slap og kravene ikke er høje nok.
      Mao. vi forventer at en pæn del af befolkningen skal være sociale tabere.
      Når man har et konkurrence samfund, må man ikke blive forundret over, at nogen bliver sidst. Skal folk straffes for det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *