Træk et lod i lotteriet om de billigste boliglån

Priserne på især lejligheder i København og Aarhus er steget ganske meget de senere år. I fem år i træk er priserne på en ejerlejlighed i hovedstaden steget med omkring 10 procent hvert år. Det er mange penge – og måske også for mange?

Når 80 kvadratmeter på Nørrebro rask væk går for 3,5 til 4 millioner kroner, er det naturligt at tænke, at en ny boble kan være under opsejling. Det tænker man også i regeringen, hos det såkaldte Systemiske Sikkerhedsråd og i Finanstilsynet.

Det vil med andre ord sige, at det gamle ordsprog om, at det er dyrt at være fattig, får en helt ny aktualitet.

Derfor er der nye regler på vej fra 1. oktober, som skal lægge en dæmper på risikoen ved at låne så mange penge. Det vil måske også lægge en dæmpende effekt på selve priserne.

Som vi kender udspillet nu, er der bare også en risiko for, at det bliver ret tilfældigt, hvem de nye regler vil ramme. Eller faktisk er der en risiko for, at det bliver de svageste boligejere, der kommer til at betale den højeste pris for, at samfundet kan sove en smule mere roligt i forhold til risikoen for en lavine af tvangsauktioner, hvis eller når boligpriserne næste gang tager et større dyk.

For et år siden tog Finanstilsynet de første skridt. Dels skal alle boligkøbere nu selv komme med fem procent af købesummen. Og kunder til boliglån i Aarhus og København skal bestå en slags stresstest – man skal kunne betale for et fire procents fastforrentet lån med afdrag for at få et flekslån uden afdrag.

Det kan der være fornuft i. Går det først løs med insolvente boligejere, kan det udløse en ond spiral af tvangsauktioner og en bremse på økonomien. Problemet er, at postnummeret afgør din privatøkonomi.

Næste skridt kommer nu. Ud over stresstesten af kundernes økonomi kræver Finanstilsynet fra 1. oktober, at kun 15 procent af lånene i Aarhus i København må være af typen med den største risiko – altså variabelt forrentede og/eller afdragsfri lån. Der bliver simpelthen indført en form for rationering på bestemte typer af boliglån – de lån, som har den laveste ydelse.

Hvordan det i praksis skal udmøntes, ligger endnu ikke helt fast. En model kan blive, at realkreditten skal leve op til målene opgjort i tre måneders perioder. Det vil sige, at der kan opstå en situation, hvor de, der søger om lån først i et kvartal, kan få det (billige) lån, de ønsker. Kunderne længere omme i køen risikerer at møde synet af tomme hylder eller blive tilbudt et andet (dyrere) lån.

Man kan forestille sig, at realkreditten vil vælge at tildele de mest attraktive lån efter kundernes kreditværdighed. Man skal i forvejen bestå stresstesten, og derudover kan kunderne blive inddelt i klasser efter deres økonomiske formåen. Det vil med andre ord sige, at det gamle ordsprog om, at det er dyrt at være fattig, får en helt ny aktualitet.

Nye boligkøbere kan komme til at opleve, at det første trin for at komme ind på boligmarkedet i det mest attraktive områder bliver endnu højere. Det kan blive sværere at agere i tilfælde af nyt job i en anden region, og det kan blive vanskeligere at købe nyt ved skilsmisse, dødsfald eller andre livsændrende begivenheder.

Vi skal tage os i agt for boblelignende tendenser i økonomien, men i iveren efter at gøre verden til et sted, hvor ingen fare kan ramme os, må myndighederne passe på med at indføre for stramme regler. Især når der er risiko for, at de rammer vilkårligt.

Læs også: Sådan rammer de nye realkreditregler dit boliglån

 

4 responses to “Træk et lod i lotteriet om de billigste boliglån

  1. Selv den regulerede danske kapitalisme har det med at favorisere de der har meget og skade de der har knap så meget.
    Problemet er gammelt.
    Min oldemor kunne fortælle om problemer med at skaffe sig en bolig da hun var ung med to børn. Det var i de tre første årtier af 1900 tallet. Mine bedsteforældre i 1940erne havde også problemer med at finde boliger. Mine forældre befandt sig iblandt ‘husvilde’ som var en forløber for BZ bevægelsen eller måtte bo hjemme eller langt ude på landet. Da jeg selv flyttede hjemmefra, var der ingen steder at BZe længere og ventetiden på opskrivningslisterne oversteg min egen alder med adskillige år. Og nej: det var absolut ikke muligt for en almindelig 18-20 årig at få bevilget et realkreditlån under Schlüters ‘Kartoffelkur’.
    Så: Er der ikke nogen af de kloge økonomihoveder blandt dette medies søde dejlige læsere der kunne bruge lidt tid på at beregne hvor meget eller hvor lidt det langsigtet ville gavne samfundet, inkl. storkapitalen, bankerne osv. hvis det endelig skal være, hvis vi nu bare fik løst det her problem og evt. for offentlige midler, fik bygget noget kvalitetsbyggeri der kunne punktere spekulationsmulighederne i vores boliger?
    Bare lige inden du afviser min idé som rent drømmeri: i Los Angeles, USA, af alle steder på jorden, er der for eksempel lovfæstede maksimumsprisstigninger på lejelejligheder, og der er masser af ledige lejligheder. Så selv i USAs kapitalistiske rammer kan der altså sagtens gøres mere for de svage eller dem der lige er startet med at skabe deres eget liv. Det må da være gavnligt at unge og lavtlønnede ikke skal bruge al deres energi på at skaffe tag over hovedet.
    Min familie har nu spildt over et århundrede på at danse efter boligspekulanternes melodi. Det er sgudda træls. Helt ærligt: er det ikke?
    Kærlig hilsen
    Peter

  2. Der er masser af muligheder for at få en fornuftig bolig til en pris der er til at betale.
    Bor selv udenfor Holbæk, her kan man få 250 rimeligt renoveret m2 villa med fuld kælder for 1.5 mio dkk.
    Man kan køre til København på 40 minutter udenfor myldretiden, min genbo arbejder på Rådhuspladsen i Kbh. han kommer på arbejde på 1 time med det offentlige inkl. gåtid til stationen.

    Se jer om, der er altså mange andre muligheder end at bo i en 80 m2 nørrebro lejlighed til 4 mio dkk.

  3. Det her handler jo ikke kun om spekulation. Og man kan altid få sin lejeaftale prøvet i huslejenævnet for at få checket om prisen er rimelig, så vi har nøjagtigt de mekanismer til begrænsning af huslejen, som Peter efterlyser.
    Det handler grundlæggende om, at køberne på boligmarkedet ikke forstår konjunkturer, og at du skal betale for at få uvildig rådgivning. Din bank kan du ikke stole på, ejendomsmægleren heller ikke, og din realkreditforening slet ikke. Så markedet går direkte imod overophedning, fordi alle skriger “KØB!” og kunderne ikke forstår, at det råd ikke er til deres fordel.
    Det er derfor kun fornuftigt og rimeligt, at de mest usikre lånetyper bliver begrænset. Der er også et EU-perspektiv i den begrænsning, så enten gør vi selv noget ellers kommer Bruxelles efter os. Like it or not.
    Til Peter, så tror jeg ikke, at man nogensinde har kunnet forvente at blive godkendt til køb af ejerlejlighed med fuld belåning som 18-20 årig i de større byer, hvis nogen steder overhovedet. Men jeg kom selv ind på ejermarkedet i KBH K som 23 årig i 1991, uden en klink på lommen og med en ansættelse der grundlæggende var så risikofyldt som den slags kan blive, så jeg genkender ikke din personlige historie om at man ikke kunne få lov til at købe. Banken, der ellers var blandt de mere konservative af slagsen var helt vilde for at låne os pengene og havde du de 20%, så stillede realkreditinstitutterne ingen spørgsmål dengang.
    Til gengæld var det ikke en solskinshistorie de første 5 år, hvor priserne fortsatte nedaf og vi grundlæggende var insolvente indtil renten var faldet så meget, så det begyndte at være en god forretning at købe fast ejendom igen. Det tog så yderligere 3 år derefter før vi kunne få vores penge igen ved et eventuelt salg, dvs. slippe fra det uden gæld. Så i bund og grund var det mere held end forstand, at vi slap fra det med skindet på næsen. Set i forhold til prisindex og med indregning af den procentvise forskel imellem priserne i hhv. bunden og toppen af konjunkturerne, så er kontantprisen eksploderet, men grundlæggende er det ikke blevet væsentligt dyrere at bo i fast ejendom på de dyre adresser, når man ser på de månedlige udgifter. De dyre adresser er til gengæld blevet flere, men igen er det jo køberne, der vælger, som Lars Bo ganske rigtigt påpeger. Oveni har mængden af forældrekøb jo selvfølgelig gjort sit til en periodisk overophedning af priserne på de mindre lejligheder.
    Summa summarum, så kan jeg kun bifalde at man forsøger at bremse den overophedning, der uundgåeligt vil få markedet til at kollapse ved en normal stigning i realkreditrenten, et dyk i tilliden til fortsatte prisstigninger/ at prisniveauet kan fastholdes eller udefra kommende faktorer, som en global eller regional udenrigs- eller sikkerhedspolitisk krise, der rammer konjunkturerne. Jeg tror desværre, at alle tre scenarier er realistiske og forventelige i de kommende år.

  4. Pingback: #bizzwords

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *