Punktum for dramaet om DONG-salget: Nu må myterne snart dø

Alle elementer er til stede for at skabe en højspændt politisk thriller: Stor kapitalfond med et omdiskuteret ry køber en stor luns af et overvejende statsejet firma på baggrund af hemmelige forhandlinger, hvor offentligheden ikke rigtigt kan finde ud af, om der er givet ved dørene, eller om andre i virkeligheden havde et bedre bud.

Prisen bliver altså anfægtet, og det politiske flertal bag beslutningen slingrer så meget, at regeringen revner, da et af partierne pludselig meddeler sin udtræden. To år senere børsnoteres selskabet til den dobbelte værdi, og kapitalfonden har siden solgt en stor del af sine aktier med en stor gevinst til følge. Mistanken om urent trav blusser op igen.

Det er jo rent Hjallerup Marked og rent ud sagt svært at fatte, at det virkelig skulle være tilfældet.

Som om det ikke var nok, har Rigsrevisionen siden konkluderet, at der ikke foreligger dokumentation i Finansministeriet for helt centrale dele af forløbet – herunder tilbuddet fra kapitalfonden – og at kritiske beregninger for politikernes stillingtagen til alternativet – at staten selv indskød penge i selskabet – ikke blev tilvejebragt.

Det er ikke underligt, at sagen om salget af aktier i DONG til Goldman Sachs (og PFA og ATP) har optaget politikere, journalister og til en vis grad vælgerne i nu snart fem år. Med tirsdagens melding fra Rigsrevisionen må sagen alligevel være moden til hospice – der er stadig kritik at fremføre over forløbet, men der er substantielt ikke mere at komme efter.

Finansministeriet ved Kristian Jensen har nu svaret på kritikken fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne fra maj i år. Det ene punkt indrømmer og beklager ministeren:

Det var forkert, at det endelige tilbud fra Goldman Sachs på skrift kun indeholdt vilkår og ikke prisen. Ministeriet indrømmer altså, at en handel til samlet set 13,3 milliarder kroner blev afsluttet mundtligt og med et håndtryk. Og der blev ifølge forklaringerne heller ikke taget referat af mødet, så det bagefter heller ikke er muligt at dokumentere, hvordan ordene faldt.

Det er jo rent Hjallerup Marked og rent ud sagt svært at fatte, at det virkelig skulle være tilfældet. Det er klart sagens ømmeste punkt, og nok det der har holdt konspirationsteorierne i live så længe. Så længe der ikke foreligger nogen dokumentation, kan ingen jo klokkeklart konstatere, hvad der rent faktisk foregik, og derfor lever myten om et andet – og bedre – bud fra andre videre i folkloren.

Der er imidlertid intet, der tyder på, at en »rig onkel« stod klar med flere milliarder. Det er sandsynligvis et fatamorgana skabt af politiske holdninger og forhåbninger hos dem, der af idelogiske grunde helst ser Goldman Sachs hen, hvor peberet gror.

Den anden del af kritikken mod Finansministeriet er, at der ikke i tilstrækkelig grad er regnet på konsekvenserne af, at staten selv skød penge ind i DONG. Ministeriet er ikke enig. Hvis et flertal havde efterspurgt det, ville regnedrengene været blevet sat i arbejde.

Kernen også i denne del af konspirationen er håb og drømme fra de politikere, som ønskede, at staten investerede mere i stedet for den stygge kapitalfond. Det var der bare på intet tidspunkt politisk flertal for.

Det er nok også derfor, at »Rigsrevisionen vurderer på den baggrund, at denne del af sagen kan afsluttes.«

Med forbehold for, at nye oplysninger dukker op, må myten om salget af aktier i DONG derfor være død.

Læs også: Ministeriet om DONG-sagen: Vi burde have dokumenteret bedre, men beregningerne var i orden

 

5 responses to “Punktum for dramaet om DONG-salget: Nu må myterne snart dø

  1. Hvis det vitterligt er rigtigt, at “… ønskede, at staten investerede mere i stedet for den stygge kapitalfond. Det var der bare på intet tidspunkt politisk flertal for.”, så må det redegøres for, hvorfor det er tilfældet. På hvilken baggrund blev det vurderet at Goldman Sachs’ tilbud var mere favorabelt end et eventuelt statlånfinansieret kapitalindskud i DONG? Faktum er nu engang at i bagklogskabens uendeligt klare lys, så har det ikke været en god handel. Den danske stat har måttet ofre meget for den gevinst, der trods alt blev opnået. Dette kan være rimeligt nok, hvis den risikojusterede nettogevinst var størst på Goldman Sachs tilbuddet, men når det samtidig hedder sig, at der end ikke er lavet beregninger på egenfianserede muligheder, så virker det som om der mildest talt har været en ringe forvaltning af Rigets interesser. Og det er endda uden at diskutere andet end økonomisk fornuft.

    1. Hør nu her. Først og fremmest handler det her ikke om en gevinst, men om at finansiere en turn arround i en virksomhed, som man ifølge regeringens klimamål på daværende tidspunkt ønskede skulle være mere grønt, altså man ville ændre Dong fra en producerede olie og gas til at fremtidssikre den igennem en ændring til 100 % vedvarende energi. På baggrund af dette skulle der kapital til.. der var ikke politisk flertal for at smide disse penge ind ligesom at ingen af pensionskasserne ønskede at binde så mange penge i en investering (sjovt at tænke på når de lige har smidt 8 milliarder i Københavns lufthavn), derfor solgte man en del af det til en kapitalfond der kunne smide en sum penge nu og her.. husk nu på staten solgte ikke en aktiepost for at score en gevinst men for at tilføre kapital til at ændre Dong til en grøn virksomhed.. det har vist sig at være en god forretning på Børsen, men kun fordi Dong har en implementeret strategi.

  2. Enig med Nicklas Jensen i, at sagen bestemt ikke er død og at den virkelige politiske skandale er, at der ikke var politisk flertal for at lade staten eller i det mindste befolkningen indskyde de nødvendige midler i DONG. Løgnen om, at der ikke var bedre tilbud end Goldman Sachs overser fuldstændig, at der i den danske befolkning var et meget stort antal individer, som gerne havde ønsket at deltage i den gennemførte investering i et omfang, der gik ud over, hvad ATP fik lov at bidrage med. Det var jo allerede på det tidspunkt åbenlyst for de fleste med bare nogenlunde analytisk sans, at Eldrup og varylernes strategi ville føre til en markedsledende position for DONG.

    Der er ikke nogen “smarte” kommentatorer, der skal komme og påstå, at Goldman Sachs på nogen måde bidrog med NOGET SOM HELST til DONG’s efterfølgende succes udover altså at agere lånehaj på et tidspunkt, hvor ingen af vores politikere åbenbart havde mandsmod til at træffe den beslutning, som et flertal i befolkningen allerede dengang kunne se havde været det fornuftigste.

    Grunden til, at befolkningen så langt fra er trætte af at lade sig ophidse over Corydons skandaløse udsalg af arvesølv til foræringspriser i DONG og efterfølgende ansvarsfri gyldne faldskærm med McKinsey-job er nemlig den, at det danske samfund gik glip af en milliardgevinst ved at sælge ejerandele i DONG til en lånehaj helt uden grund. Det er en skandale, der tangerer inkompetencen med refusion af udbytteskat i SKAT, og til sammen har disse affærer uden tvivl bidraget til en væsentlig erodering af tillidsforholdet mellem vælgere og dem, vi har valgt til at repræsentere os på tinge, hvilket man kan konstatere blot ved at se på vælgerandelene hos de hidtidige “regeringsbærende” partier herunder særligt Venstre og Socialdemokraterne.

  3. I det nedenstående belæg for hvorfor det var åbenlyst for enhver, at DONG ville få en markedsledende position (citat fra artikel i Politiken skrevet af Lars Halskov og Jacob Svendsen):

    “Da regeringen sidste år solgte aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, havde Finansministeriet beregnet Dong’s værdi til 31,5 milliarder kroner.

    Bare tre måneder senere fik Dong mulighed for at oprette tre havvindmølleparker med fuld støtte fra Storbritannien, hvilket – ifølge beregninger Politiken har fået foretaget – straks øgede Dong’s nutidsværdi til over 50 milliarder kroner.

    Men udsigten til den store aftale påvirkede ikke prisen på Dong-aktierne – selv om det var kendt af både Dong, de kommende investorer og hele vindbranchen, at den britiske ’guldregn’ var lige på trapperne.”

    Kilde: http://politiken.dk/oekonomi/dkoekonomi/art5573914/Danmark-overs%C3%A5-milliardgevinst-ved-Dong-salg-til-Goldman-Sachs

  4. Hvordan kan man tro, at staten kunne gennemføre den ønskede turn around i Dong uden fiasko og gentagne tilskud?
    Historierne fra DSB og BaneDanmark skræmmer.
    Mon ikke den socialdemokratisk ledede regering sparede de danske skatteydere for mange milliarder, som nu i stedet kan bruges til velfærd mm?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *