De gode ideer vælter ind til iværksætter-konkurrence

Hvis du i denne uge har taget Metroen i København, har du ikke kunnet undgå at se billeder af min chef – erhvervsredaktør Peter Suppli Benson – blæst op i billboard-størrelse. Med et fast blik og en lysende pære i hånden efterlyser han gode ideer til iværksætterkonkurrencen Berlingske Business Boost.

Om det skyldes billedet eller opfordringen i reklamerne, skal her være usagt, men vi er helt overvældede over alle de gode ideer, som allerede er sendt ind.

Fristen for at være med udløber søndag 8. oktober, så de hurtige kan nå det endnu, men vi kan afsløre, at der blandt de tilmeldte forslag er en utrolig iderigdom og spændvidde.

Fra de helt simple »twists« på små hverdagsudfordringer, som gennem kreative briller kan tackles på helt nye og bedre måder, til højtflyvende visioner om banebrydende opfindelser og forretningsideer. Den store bredde afspejles også i ambitionerne – fra små innovative enkeltmandsvirksomheder til ideer, som kan skaleres op til globale industrier. Hvis ideen altså holder hele vejen.

Det første filter i Berlingske Business Boost er i hænderne på dommerpanelet bestående af Mette Lykke, Martin Thorborg, Louise Ertmann Baunsgaard, Rasmus Schmiegelow og Christian Stadil.

Det kommer ikke af sig selv – det med at bringe ideen fra vugge til voksen. En god ide skal i mange tilfælde atter og atter slibes til, før den sidder i skabet i forhold til forbrugerne, om det så er på det private massemarked eller et business-to-business produkt. Det kræver hårdt arbejde og masser af sved. Ikke så mærkeligt, at mange iværksættere kan gå med fugtige håndflader i årevis, før forretningen er så etableret, at der kommer en profit ind til idemanden bag.

Der tales undertiden om, at Danmark er et smørhul for nye ideer, men at vi har en masse strukturelle forhindringer for, at små og store ideer overlever den farlige etableringsfase – eller at de kan gå fra små virksomheder drevet af ildsjæle til internationale eller globale bestsellere, som skaber mange arbejdspladser.

Det er ikke så længe siden, at vi hyldede Netcompany som den første, nye virksomhed i mere end 20 år, der har været i stand til at vokse til mere end 1.000 medarbejdere.

Hvorfor skaber vi ikke flere store virksomheder? De høje skatter og generelt høje omkostninger betyder noget for vores konkurrenceevne. En stor fordel ved de høje skatter er selvfølgelig et samfund med blandt meget andet et fintmasket socialt sikkerhedsnet, gratis uddannelse og gratis sundhedsvæsen. Det har skabt et utroligt homogent samfund med en højt kvalificeret arbejdsstyrke.

Med sikkerhedsnettet følger bare risikoen for en vis magelighed. Hvorfor løbe en risiko og knokle sig halvt fordærvet, hvis det meste af gevinsten går til at betale skatter, moms og afgifter? Det er jo meget rart at kunne læne sig tilbage som lønmodtager, når klokken bliver 15.30 fredag eftermiddag.

Det er, som om der i disse år sker en grundlæggende holdningsændring: Det er ved at være accepteret at gå efter guldet – at give pokker i jantelov og misundelse og insistere på ambitioner og høje mål. Og idemænd og -kvinder brænder så meget for det, at de vil lægge det nødvendige arbejde i det.

Det tyder ideerne i Berlingske Business Boost også på. Iværksætterne tør række ud efter stjernerne.

Læs mere om Berlingske Business Boost her 

 

One response to “De gode ideer vælter ind til iværksætter-konkurrence

  1. Problemet er at den iværksætter der knokler med sin ide og opnår nogen gode resultater så står i en situation hvor en produktion og markedsføring kan ruinere vedkommende hvis det ikke lykkes at nå over break-even. Selv gode ideer kan være lang tid om at blive rentable og det er dyrt at sælge varen.
    Fallit , konkurs , social deroute og 5 års gældssanering er ikke sjovt. Hvis du ingenting har så klarer du ikke at lave ny produktion i Danmark – Du har simpelthen ikke tid til at gå tiggergang efter penge og ikke kræfter nok til at gøre altting selv

    hvis du har økonomi og job vil du så sætte alt over styr for at afprøve om isen kan bære ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *