Kan bilpriser vende op og ned på køb og leasing?

Den største privatøkonomiske beslutning, man kan tage, handler om boligen. Det er her, den største månedlige udgift ligger for stort set alle husstande, og det er for boligkøbere ofte den største investering, de nogensinde kommer til at foretage.

Den næstestørste økonomiske beslutning handler for mange familier om bilen. Den er i hvert fald ofte den næststørste udgift. En investering kan man sjældent kalde det.

Lige nu bugner forhandlernes showrooms af splinternye biler til stærkt nedsatte priser. Det er selvfølgelig de lavere afgifter, som slår igennem. Men også den lange tid, hvor købere og sælgere ventede på det endelige politiske forlig spiller ind: Usikkerheden fik de fleste til at vente med at skrive den store check, og derfor har de nye biler hobet sig op hos importører og forhandlere.

Berlingske Business beskrev i sidste uge, hvordan der lige nu er brandudsalg på biler, fordi forhandlerne smider store rabatter oveni afgiftsnedsættelsen for at komme af med lageret, inden det lige om lidt er 2018, og de nye modeller kommer ind ad døren.

I løbet af ugen er også leasingselskaberne endelig klar med nye priser, og det er virkelig interessant.

Indgrebet mod diverse fiduser med leasingbiler har godt nok ikke gjort dem meget dyrere, som det ellers var forventningen. Ret beset ligger de fleste priser stort set uændrede, mens enkelte er steget en anelse.

Men sammenholdt med faldet i priserne og de ekstra rabatter for at få de »gamle« modeller ud på vejene, så står leasing pludselig ikke så fordelagtigt, som vi ellers har vænnet os til de senere år.

Lovgivningen om leasingbiler og demo-biler hos forhandlerne blev strammet i 2012. Det gav en mavepuster til leasing. Men denne finansieringsform er siden kommet stærkt igen. De senere år er over en tredjedel af alle nye biler i Danmark solgt gennem leasingaftaler. Heraf står de rent private handler for omkring 20 procent, mens fire femtedele er erhvervs- og firmabiler.

Ser man på den rå pris for at komme ud at køre i en ny bil, er køb nu mest hensigtsmæssigt. Når man regner udbetaling, finansiering, afskrivning og gensalgspriser sammen, er det nu for et meget stort flertal af de mest gængse modeller fordelagtigt selv at købe den.

Foreløbigt er mange af de ekstraordinære tilbud kun gældende frem til nytår. Spørgsmålet er imidlertid, om det kan lade sig gøre for branchen generelt at få priserne op på tidligere niveauer igen. Måske vil konkurrencen »tvinge« forhandlerne til at fortsætte i rabatsporet.

En anden faktor, man heller ikke skal se bort fra, er, om vi simpelthen er blevet så glade for hele konstruktionen omkring leasing, at forbrugerne fortsætter ad den vej. Der er bestemt noget attraktivt ved selv at købe – følelsen af ejerskab, friheden til at gøre med ejendele, som man selv lyster.

Men trenden går jo på mange områder i retning af, at man ikke behøver selv at købe ting. Vi »låner« musik og film ved at streame. Vi abonnerer på børnetøj og sender det videre til de næste, nybagte forældre. I storbyerne kører i delebil, fordi det er billigt og nemt.

Leasing er convenience for bilejere, og måske er det ikke slut, bare fordi priserne stiger.

Og hvorfor købe en benzin- eller dieselbil, hvis elbilernes æra er lige rundt om hjørnet?

Læs også: Danmark bugner af nye biler: Luksusbiler sat på udsalg

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *