Så fik vi flere fradrag – hvad med lavere skatter?

På den positive side tæller, at det såkaldte håndværkerfradrag med den forventede finanslov for næste år nu bliver permanent. Ikke mere slingrekurs, hvor man ikke vidste, om boligjob-ordningen også ville gælde efter nytår, som tilfældet har de seneste år.

Fremover kan man trække udgifter til arbejdskraft for service for 6.000 kroner fra om året, og udgifter til håndværkere kan give et fradrag på op til 12.000 kroner. Der er dog visse en række begrænsninger, så det primært retter sig mod energifremmende foranstaltninger og som noget nyt installation af tyverialarm. Læs mere om den nye ordning her.

Det er småpenge, man deler ud som almisser til skatteborgerne i stedet for at tage fat om nældens rod og få standset omfordelingsspiralen

Så vidt, så godt – der er dog nogle minusser.

Hvorfor man lige går efter at udvide håndværkerfradraget i en tid med begyndende flaskehalse i byggeriet, står lidt uklart.

Mere principielt er dog spørgsmålet, hvorfor i al verdens riger og lande vi skal have flere fradrag for nogle i stedet for at sætte skatterne ned for alle.

Mere bureaukrati og mere omfordeling og rettet mod borgere, der ønsker at bruge deres hårdt beskattede indtægter på lige præcis de formål, som kommer med i en lovparagraf.

Man kan til stadighed undre sig over, at partier, som trods alt hælder til den »blå« side af det politiske spektrum, foretrækker at være velfærdskonger, som skal bestemme over borgernes penge gennem fordyrende offentlig forvaltning frem for at blande sig uden om og arbejde for at reducere de samlede skatter – og de samlede fradrag og støtteordninger.

Nu kræver det ikke hele Finansministeriets samlede regnekraft at regne ud, at den samlede regning på forventet 450 millioner kroner om året for håndværkerfradraget ikke kan finansiere ret store skattelettelser i gennemsnit til hele den danske befolkning.

Det er faktisk pointen: Det er småpenge, man deler ud som almisser til skatteborgerne i stedet for at tage fat om nældens rod og få standset omfordelingsspiralen.

Inden jul er det så planen, at regeringen og Dansk Folkeparti skal nå at blive enige om en skattereform, som skal gå hånd i hånd med finansloven. Her må man så bede til, at der kommer mere reelle ændringer på bordet.

Den samlede »finanspolitiske effekt« af finansloven er faktisk negativ. Det betyder i runde tal, at den suger lidt flere penge ind fra samfundet, end den giver ud igen: Mens økonomien er i vækst, skal man ikke nødvendigvis åbne for hanerne og lade penge fosse ud. Den manøvre gemmes til dårligere tider.

Det giver økonomisk mening, og helt beskedent er ønsket til den kommende skattereform da også blot, at den finansieres af lavere omkostninger i stedet for tilsvarende indtægter. Her er det nemlig igen, at man kunne ønske sig, at »blå« partier vælger den første formel. Sæt skatterne ned og stop for nogle procenter af omfordelingen – som jo ikke kun går fra rig til fattig men i høj grad også fra middelklasse til middelklasse.

I det lange løb vil det være godt for initiativet og skabertrangen i Danmark, hvis den samlede regning til hver enkelt skatteborger bliver markant mindre, og man selv kan bestemme, om penge skal gå til eget forbrug eller spares op eller investeres i egne eller andres ideer.

Smid velfærdskongekronen og lad som folkets tjenere folket selv bestemme.

3 responses to “Så fik vi flere fradrag – hvad med lavere skatter?

  1. Hvordan debattøren kan være så naiv at tale om blå blok, må guderne svare på.
    Lille Lars Ligeglad vil bare være statsminister, og ingen pris er for lav, fuldstændig som blondinen før ham.
    Venstre DK liberale parti, større vittighed bliver svær at finde, foskellen mellem Venstre og socialpartiet er måske højt sat + – 5 %.
    Hvis Lille Lars Ligeglad havde haft nosser, havde han taget et valg.

  2. Afgiftlettelser gavner alle Danskere, derfor ikke politisk spiseligt, og kravet om skattelettelser som et ordvalg i alles tid på jorden, bliver aldrig imødekommet, derfor fjern afgifter og reguler statens indtægter via skat, og alle danskere bidreger.
    Gynger og Karuseller. Finn Vig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *