Kære Julemand, disse økonomiske gaver vil jeg gerne have byttet

Juleaften for en del år siden leverede en meget ung mand en replik, som siden er blevet legendarisk i familien. Ud af det strålende gavepapir dukkede… et par sorte strømper. Det stod tydeligvis ikke højt på hans egen ønskeliste, men godt opdraget, som han er, sagde han med påtaget overraskelse i stemmen: »Det har jeg godt nok aldrig ønsket mig!«

Sådan er det også lidt med de økonomiske »gaver«, vi blev betænkt med i 2017. Opdragelsen byder én ikke at ville fornærme en glad giver. Men nogle af dem er blevet pakket ud med ægte glæde, andre ville utvivlsomt være byttet, hvis de altså var udstyret med byttemærker

Den bedste pakke, vi fik i årets løb, var langt om længe et farvel til de magre år efter finanskrisen. De fleste er med på opsvinget, beskæftigelsen er høj, aktierne er steget virkelig meget gennem flere år, og de fleste boligejere har igen skindet på næsen eller endda pæne gevinster efter danmarkshistoriens største prisfald. Der er stadig mange områder lige uden for de store byer, hvor boligpriserne endnu ikke er på niveau med toppen i 2007, men generelt går det godt i Danmark.

Udsigterne for næste år er gode – selv om advarslerne begynder at dukke op om en mulig aktieboble, en mulig boligboble og en bekymring for, hvad der vil ske, når også Europa trækker i land på centralbankernes kunstige åndedræt og nulrenten. I denne uge spillede finansminister Kristian Jensen her i Business ud med ønsket om, at ECB snart normaliserer forholdene.

Vi fik en reform af boligskatterne, som læserne med garanti ikke kan redegøre for, hvis de bliver vækket om natten og bedt om at forklare konsekvenserne. Samlet set skal vi af med lidt mindre, siger politikerne, men ingen kan rigtigt overskue det. Til gengæld fik vi en trøstepræmie i form af et permanent håndværkerfradrag. Gid man ville sætte skatterne ned i stedet for at finde på bureaukratiske fradrag.

Vi fik aldrig for alvor en forklaring på, hvordan milliarderne kunne vælte ud af kasserne hos Skat. Og derfor heller ikke en stærk tro på, at nye skandaler ikke kan opstå.

Vi fik strammere regulering af boliglån i de dyreste områder. Indgrebet endte med ikke at diskriminere alene på grund af postnummeret, og begrænsningerne blev lidt mildere end først foreslået.

Tanken er fin – at tage nye bobler i opløbet – men man kan ærgre sig over, at reglerne måske indføres mod slutningen af priskurven. Vi har brug for konsistente rammer.

Vi fik også lavere bilafgifter. Her er det mest indpakningen, den er gal med. Den blev rød i stedet for blå: Der er stadig en ekstra misundelsesafgift på dyrere biler i stedet for den samme takst på alle prisklasser. Ændringen er heller ikke rigtigt grøn: De nye afgifter gør – relativt set – ikke så meget godt for mere miljøvenlige el- og hybridbiler.

Nu vi er ved transport: Den nye taxilov blev et af de liberale skibbrud for den nye regering: Kravene til at få taxilicens blev lempet, men Uber eller lignende tjenester skal opføre sig fuldstændigt som almindelige taxaer med sædefølere og det hele.

Vi fik også en aktiesparekonto. Men beskatningen blev gjort unødigt kompliceret, og en egentlig skattereform fik vi ikke inden jul – men et liberalt løfte om »historisk store skattelettelser« i begyndelsen af 2018.

Det er da et godt ønske for næste år. Ellers, kære Julemand, kunne et par bitcoins under træet lune lidt. Måske er det en mere sikker investering end håbet om lavere skatter.

Glædelig jul.

2 responses to “Kære Julemand, disse økonomiske gaver vil jeg gerne have byttet

  1. Yep, bitcoin under træet er nok det bedste ønske man kan have… og husk så at hold dem og lad være med at panik sælge når kursen går lidt ned ligesom i går. Den er allerede på vej op igen. Husk på, kan du godt li’ 1000% afkast på et år, men ikke tåle et lille drop på 30% på en dag… så skal du ikke deltag i bitcoins. Fremtidens penge er her og den forsvinder ikke igen… farvel til banker og centralisering goddag til decentraliseret bitcoin life!

    1. Jamen det er jo fantastisk. Et samfund hvor det er valutaen der står for værdiskabelsen i sig selv, det kan ikke betale sig for virksomheder at investere i nye arbejdpladser og forskning, eller mennesker at arbejde, de skal bare købe noget krypto.
      Sund fornuft og rationel tankegang er åbenbart forsvundet i denne pyramidespilseufori.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *