Politisk mod kræves: Stop kampen for udkanten, det er alligevel forgæves

Det er lidt af et minefelt at argumentere for eller imod udflytning af statslige opgaver eller andre initiativer, som skal understøtte økonomisk vækst og udvikling i landdistrikterne. Meningerne afhænger stort set altid af, hvor man selv kommer fra, og det kammer hurtigt over i skældsord: Enten er det »københavneri«, eller også er man »provinsiel«.

Nu kommer en udenlandsk forsker med videnskabelig ammunition til debatten.

Edward Glaeser, professor ved Harvard University i USA, har forsket i den stigende tendens til, at mennesker verden over rykker mod storbyerne. Ifølge Glaeser er vi simpelthen lykkeligere i byerne. Mennesker er sociale væsener, som trives bedst med at være sammen med mange andre mennesker, som kan inspirere os, som kan være enten arbejdsgivere eller kunder, og som gør os mere effektive.

At samle sig i store byer er simpelthen vejen ud af fattigdom, mener professoren fra Harvard.

Det kan godt være, at det også kan være vederkvægende at slippe fri af trængslen og få frit udsyn over hav eller land og nyde den friske luft – men udviklingen vil alligevel drive os sammen i store byer. Det ligger så at sige i menneskets natur!

Samtidig mener Edward Glaeser, at det er spild af penge at støtte udkantsområder med store økonomiske tilskud eller nye motorveje. De benyttes alligevel af relativt få personer.

Det får ingen effekt i det lange løb, mener han.

Det taler jo lige ind i debatten om regeringens igangværende decentralisering af Skat og den kommende udflytning af endnu flere statslige arbejdspladser. Udgangspunktet er ideen om, at Danmark er »skævt«. At centraliseringen omkring København er uhensigtsmæssig eller ligefrem »synd« for indbyggerne i Udkantsdanmark. Det sidste er ikke regeringens egne ord, men det ligger lige under overfladen i den offentlige debat.

Man kan vist med lige så god ret argumentere for, at det er synd for de statsansatte, hvis job pludselig flyttes meget langt væk fra familie, venner, børnenes skole og så videre. Vil man flytte arbejdspladser andre steder hen, så bør det anstændigvis ikke være eksisterende job, hvor man flytter en konkret stol, som der allerede sidder en person på.

Ifølge tal fra Finansministeriet er det kun hver fjerde, som faktisk flytter med jobbet.

Effekten af at flytte statslige institutioner eller andre initiativer for at støtte landområder er tidligere blevet betvivlet af sagkundskaben. Således mener 59 procent i Berlingske Business Økonompanel, at det ikke er samfundsøkonomisk klogt at udflytte statslige arbejdspladser, mens kun 19 procent mener, at det er en god idé.

Der skabes alligevel ikke en bæredygtig økonomi, hvis jobbene placeres i provinsen. Det kan kun lade sig gøre, hvis man samler indsatsen i nogle ganske få, regionale centre. I et land af Danmarks størrelse vil det dreje sig om en håndfuld.

Der skal stort politisk mod til at sige, at det er bedst for hele landet at fortsætte koncentrationen omkring hovedstaden – især hvis man er folkevalgt i en kreds i Jylland.

Det kræver om muligt endnu større mod at være den, der udpeger de fem steder i landet, der kan få job og penge, mens resten kan sejle i sin egen sø.

Hvem melder sig?

14 responses to “Politisk mod kræves: Stop kampen for udkanten, det er alligevel forgæves

  1. En amerikansk professor fra New York, som nu arbejder på et universitet med 22000 studerende, synes at livet er bedst i byen. Det udsagn skal overbevise mig om at jeg bør værdsætte, når københavnere lukker min landsdel ned og centraliserer hele landet lige lukt i helvede ?

    1. Ak ja, endnu en såkaldt “journalists” udgydelser. Og så er han ovenikøbet souschef og digital redaktør – jøsses. Hvis han gik i gymnasiet i dag havde han sikkert “købt” sig til alle sine opgaveløsninger, ligesom alle de andre fjolser. Hans placering på berlingske forpligter. Mediet får trods alt mediestøtte af os skatteydere. Men med Krab-johansen som chef er der næppe udsigt til et højere journalistisk niveau. Måske burde vi kræve at vores skattepenge IKKE går til mediestøtte. Mage til afskrevet makværk skal man lede længe efter.

      1. Kunne ikke være mere enig. Endnu én af de frelste bedrevidende, som kun besidder evnen til at kopiere et citat fra en ukendt amerikansk professor. Djøffer og journalister er de mest arbejdssky elementer i det danske samfund. De har alle tilfælles at de ikke kender til hårdt fysisk arbejde og har meget lidt kontakt med virkeligheden.

  2. alle med en alder som er over 60 skal nok gøre som jeg synes er bedre i udkanten der er højt til himlen glem storbyen og få en bedre tilværelse men gør det NU

    1. Jeg tror faktisk at der er en begyndende (mod-)trend for at flytte fra de store byer og lidt længere ud end “forstaden” og de nærmeste sattelitbyer (ikke et ondt ord om dem, – har selv nydt at bo der). Vi valgte selv at flytte 300 km fra forstads København. Vi flyttede til Søhøjlanet netop for at være tæt ved vores værdier, – naturen, men det sociale har været en overraskende bonus. Vores lille by har oplevet en konstant tilflytning gennem mere end 5 år, mange ny-byggere og mange med højere uddannelser.

      Hvis man ser på udkantsdanmark som helhed overser man at der visse steder (“hotspots”?) er fremgang og vækst. Nu er Søhøjlandet måske ikke det værst ramte udkantsområde, men også her skal der lokale initiativer til for at tiltrække eller fastholde familier på arbejdsmarkedet, og butik(ker) i byen.

  3. Lad os endelig lytte til en professor fra verdens største fup og fidus universitet, som er beliggende i verdens største fup og fidus land.

    Det giver så sandelig mening!

  4. Selvfølgelig bør regeringen skrinlægge nye udflytninger af statslige styrelser – udflytninger der bedst kan karakteriseres som fordyrende symbolpolitik på linje med opretholdelse af de to EU-hovedcentre i henholdsvis Bruxelles og Strasbourg.

    Lad være, at centralisering var et kodeord i Lars Løkkes kommunalreform fra midten af nullerne – man har jo lov til at blive klogere, når man ser effekten i form af en eksploderende offentlig sektor. Det kan man ikke klandre nogen for…

    …faktisk anser jeg også politiske fejl, der ikke sker på bekostning af love og regler, for en ofte nødvendig forudsætning for udvikling og fremskrift.

    Lad også være at den oprindelige regning for regeringens udflytninger, som blev præsenteret af Claus Hjort Frederiksen nu tyder på at ende i over 1 milliard kroner.

    Hvis altså man ikke medregner de meromkostninger og gener, som brugerne af de udflyttede statslige institutioner må forvente på grund af forlænget og forringet sagsbehandling.

    Langt mere alvorligt er det, synes jeg, at regeringens stort anlagte flytteplan er endt i massiv tab af viden og ekspertise på grund af massiv medarbejderflugt.

    Massiv medarbejderflugt
    Således er kun én ud af fem statsansatte nemlig flyttet med deres arbejde ud i provinsen, og flere styrelser har mistet deres mest erfarne medarbejdere.

    Ud af 2.500 udflyttede arbejdspladser (finansministeriet september 2017) er mere end 75 % besat af nye medarbejdere, og heraf viser beregninger, at op mod 15 procent pendler frem og tilbage fra de store byer til deres nye arbejdssted.

    Det er således tvivlsomt, hvor mange ekstra skattekroner de udflyttede arbejdspladser bidrager med i de kommuner, som har modtaget de nye styrelser.

    Men set fra helikopteren er det tillige tvivlsomt, hvor mange lokale, statslige arbejdspladser, der reelt bliver skabt i de byer, der som f.eks. Næstved, Sønderborg, Viborg, Hjørring og Ringsted har været mål for regeringens udflytning.

    Således påviste Jyllands Posten via en særkørsel fra Danmarks Statistik, at det samlede antal statslige arbejdspladser uden for hovedstaden – på et tidspunkt hvor 2.200 af de planlagte 3.900 udflytninger var effektueret – i perioden 2. kvartal 2015 til 2. kvartal 2017 faldt fra 95.680 til 95.640.

    I øvrigt er det påfaldende, at de øverst ansvarlige direktører i de udflyttede styrelse ikke rykker med ud. De etablerer den øverste ledelse med en lille stab i hovedstaden tæt på ministre og folketing, embedsværk og de organisationer, med hvem et tæt samarbejde er forudsætningen for styrelsernes virke.

    Massiv videntab
    Samtidig har de udflyttede statslige styrelser været udsat for et massivt tab af kompetencer og viden, som det – må man formode – vil tage mange år at genetablere.

    Eksempelvis har Geodatastyrelsen været nødt til at importere britisk arbejdskraft, for at matche tabet af nødvendige kvalifikationer, og dykker man ned i den styrelsens seneste årsrapport slås det fast, at ”…udflytningen har medført et væsentligt kompetencetab”, ligesom Natur & Erhvervsstyrelsen, der nu hedder Landbrugsstyrelsen, i sin årsrapport slår fast, at udflytningen har medført et væsentligt videnstab i styrelsen”.
    Flere fejl og lange behandlingstider
    Jeg tænker og tror, at det i forlængelse af massiv medarbejderudskiftning samt tab af viden og embedsmandserfaring i de berørte styrelser er nødvendigt at genopbygge de gamle styrelser i nyt regie som helt nye organisationer med nye medarbejdereetablere og en ny kultur, der matcher de nye vilkår.

    Og indtil de nye organisationer er effektivt opbygget med den nødvendige kapacitet og viden som vi kan forvente af styrelser og embedsværk, er der – udkant, regionale storbyer eller hovedstad – for mig som lægmand ikke tvivl om, at vi i forlængelse af de allerede gennemførte udflytninger mange år frem må imødese ikke ubetydelige budgetskred og dobbeltadministration samt øget fejlagtig sagsbehandling og forlængede behandlingstider.

    Ikke mindst tror jeg, at mange i forvejen økonomisk pressede landmænd i de kommende år må besinde sig med tålmodighed, når de skal have behandlet sager om tilskud mmm.

    Summa summarum
    Sammenholdt med, at utallige videnskabelige rapporter fra hele verden, ligesom den i Berlingske beskrevne utvetydigt konstaterer, at kampen mod vandringen fra land til by svarer til at kæmpe mod vinden. Det er en kamp der ikke kan vindes.

    Så kære statsminister: Læg gerne nye statslige styrelser, der måtte blive behov for ude i landet, men stop kampen mod vinden og stands udflytningen af velfungerende styrelser.

    Al erfaring – herunder erfaringerne fra de allerede gennemførte udflytninger – viser, at udflytning hverken på kort eller mellemlangt sigt gavner dansk økonomi, den statslige administration eller udviklingen i det såkaldte udkantsdanmark.

    1. Men gavner udviklingen i landet som helhed. Der er ikke plads til alle i storbyerne og skal så sandelig heller ikke være det!

  5. En detalje som bunder i muligheder, når det gælder teknologiske fremskridt.
    Elon Musk har måske indtil videre opgivet hans transportmiddel, hvor at man
    skal kunne rejse med 800 km i timen. I vacuum tubes.

    I lille DK skal et transportmiddel op i fart og bremse. Og det tager tid. Men i for eksempel USA eller i Europa. Der kan man
    måske finde en måde, hvor at man meget hurtigt kan rejse fra udkanten til
    storbyen. Og dermed kan man måske på samme dag være i sommerhus, på arbejde
    og en tur i det centrale københavn. Ja jeg ved godt, at vi har fly i vores tid. Men med tiden man bruger før og efter. Det tager sin tid. Hvis man drømmer om, at man
    om 100 år kan rejse 100 til 300 km på 15 minutter. Fra et hjems hoveddør til ens andet hjems hoveddør. Så er et stort område pludselig ens baghave.

    1. Henrik Krogen. Du er så klog. Men hvis du får ret. Uden rat i transportmiddel.
      Måske allerede om 50 år. Spå tager Haward professoren til dels fejl, fordi at
      han overser, at tid brugt spå transport gør en stor forskel. B læs på Danmark, fine lange uddannelser. Men hvad hjælper det, hvis man ikke har tid til at tænke og regne
      mulighederne ud. Men minstre bruger nok meget tid på at overveje muligheder.

  6. En journalist, Mikael Hjorth, forklæder en udenlandsk professors synspunkter som sine egne?

    Emnet er “Udkantsdanmark”. For kun 40 år og endnu tydeligere for 100 år siden var Danmark et land med en velfungerende provins. Et fintmasket net af købstæder, byer og landsbyer bandt landet sammen. Horsens og Faaborg var sammen med alle de andre byer velfungerende enheder, der dannede grundlag for hele liv lokalt. Her var i miniformat alle de samfundsfunktioner repræsenterede, der gjaldt for landet som et hele: Politi, militær, demokrati, sundhed, aldersforsorg, transport, handel, landbrug, industri, kultur og dannelse. En symbiose i byen og med det omgivende, nære land. Hver by med sit eget DNA, der indgik i helheden Danmark. Danmark var Horsens, Faaborg, København, Esbjerg og meget mere.

    Nu er Danmark en skygge af fordums storhed. Hele Danmark er blevet et “Udkantsdanmark” – et vedhæng til en globaliseret og digitaliseret verden, hvor et lokalt, regionalt og nationalt forankret familie- og samfundsliv er en byrde, ikke en styrke. Danmark er Udkantsdanmark. Udkant til Google og Facebook, udkant til de globale koncerner, udkant til globale institutioner.

    Et stadigt tættere motorvejsnet årelader de tilbageværende byenheder i provinsen ud i klistrede tråde, og bykernerne forvitrer. Åndløse shoppingcentre fungerer som vikarer for afdøde bycentrer. I de store byer, København, Aarhus og Odense komprimeres kernerne. Der sker en fortætning. Man bilder sig ind, at tæthed er lig med magt og storhed. En centrifugal bevægelse. Det lokale liv forsvinder bogstavelig talt. Højhuse og ringveje cementerer de nye strukturer.

    At dette skulle være en positiv udvikling, har jeg svært ved at se. Selv hipsterfilosoffen Richard Florida fra “Den kreative klasse” har nu erkendt, at han tog fejl dengang for 20 år siden. Gentrificering er forfald. https://www.amazon.com/New-Urban-Crisis-Increasing-Segregation/dp/0465079741

    Bourgeois-bohème – “les bobos” – placeret til højre ud fra privatøkonomiske interesser og samtidig placeret til venstre/liberalt ud fra politiske interesser – har som globalt urbaniseringsfænomen lagt kvarterer øde. Ørkener af cafeer, kontorfællesskaber og vintagebutikker. Hipsterne søger nu autenticitet på landet. på mark og i skov. Bonderøv. Eksporterer sin livsstil til landdistrikterne også. Provinsen hipsterficeres og medialiseres. Nu er det provinsens tur til at gentrificeres. En i forvejen øde provins skal nu lægges dobbelt øde.

    Hvad der hidtil har dannet kendetegn for civilisation, kultur og fremskridt, devalueres nu til aflagt og second-hand. Velfungerende, trygge og sikre lokalsamfund med boliger, erhverv, skoler og dannelse, kultur og natur devalueres til lærreder, som administratorer, hipstere og “followers” kan projicere deres fejlslagne idealer op på. Et forfald er resultatet. Hele Danmark bliver til et Udkantsdanmark.

  7. Lad være med at flytte eksisterende arbejdspladser.
    Det er reelt at sabotere de udflyttede funktioner i flere år, når hovedparten af medarbejderne siger op.

    Vælg i stedet løbende at oprette nye funktioner uden for København, så nås målet alligevel. Over tid.

    Problemet er også, at statslige lønkroner mangler uden for København. Det er i sig selv en god grund til at fordele statslige arbejdspladser jævnt ud over landet.

  8. Problemet med Mikael Hjorths debatindlæg er dybere end bare centrum og periferi: altså København som centrum og resten som periferi, som udkant. Det er nu slemt nok, hvis det var problemet.

    Problemet er, at dette centrum, italesat ud fra “statslige arbejdspladser”, selv tømmes for funktion. De seneste mange regeringer har på en gang centraliseret, samtidig med at man har tømt dette centrum for mening, magt og funktion. Mængden af centraliseret bureaukrati og administration viser sg at være omvendt proportionalt med mængden og tyngden af den centraliserede magt. Jo mere bureaukrati og administration, des mindre magt og handlekraft parallelt dermed.

    Statslig infrastruktur og magtmonopoler er afmonteret, og “Markedet” har kun delvis løftet funktionerne, og magt er overført til EU, FN eller til “Markedets” interesseorganisationer – eller der er netop ikke overført magt, men den er gledet staten helt af hænde. I så fald som magttomrum eller som en “magttåge”, uden tydelig form eller indhold.

    Det er lige præcis dér, ud af vor tids magttåge på udvalgte, men fundamentale domæner, at danskernes og generelt den vestlige verdens borgeres usikkerhed og utryghed opstår og vokser, bliver til vrede, afmagt, hvilket de såkaldte eliter så karakteriserer med skældsordet “populisme”.

    Derfor er debatten om udflytning af statslige arbejdspladser et tilbagetog, uanset antal og geografi, og både stat, centrum og provins står til at tabe på de vilkår – uanset hvad.

    For problemet ligger dybere end bare i antal og geografi, men i magt og mening. Problemet er transcendentalt. Problemet angår forudsætninger og grundlag. Debatten handler om meningen med Danmark. Skal Danmark fortsat være stat for danskerne?

    Det er en identitær diskussion: Hvad er Danmark?

  9. Når money talks bevæger vi os mod store enheder. Men samfundsøkonomi er – hvis jeg ikke sov i timen i sin tid – også menneskelige omkostninger såsom levealder, støj, forurening, politisk kineseri!, trængsel, køer, kriminalitet, bander mm. Det skal med.
    Og så er det et politisk valg at justere på en udvikling, der vil skabe flere og flere politiske spændinger. Norge fx hsr valgt det sidste. At der fx ligger et nyere universitet i Nordnorge, er et valg, som fx trækker flere yngre kvinder til et område i “underskud”.

    Og af rent politiske grunde bør vi se på en vis udjævning. Vi kan jo ikke have et folketingsflertal af tosserne i Enhedsdiktaturet og de kødfri fantaster i Alternativet…vel?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *