Danmark kan vinde kapløbet med Kina – hvis vi tør og gider

Vi står over for en mægtig trussel mod vores velfærd og levestandard. Truslen kommer både indefra og udefra i form af henholdsvis magelighed og stærke ambitioner om et bedre liv. Det første kan vi gøre noget ved for at stå bedre i konkurrencen om det sidste. Men vi skal have hænderne op af lommen og lægge hjernerne i blød.

Den udvortes udfordring kommer mange steder fra, men den kan med en vis rimelighed koges ned til ét ord: Kina. Det er også udgangspunktet i dagens Business-interview med Jim Hagemann Snabe – formand for A.P. Møller – Mærsk og Siemens samt medlem af bestyrelsen i World Economic Forum, som holder sit traditionsrige årsmøde i Davos i Schweitz denne uge. Kinesernes ambitioner og styrke er den standard, vi kommer til at måle os op imod de kommende generationer.

Kinas økonomiske rækkevidde er – og bliver – skræmmende. De har med stor tålmodighed købt virksomheder op og investeret i råvarer, samtidigt med at de gennem årtier møjsommeligt har opbygget et hjemmemarked og en veluddannet arbejdskraft. Forhøjelsen af levestandarden er næsten ufattelig. Til sammen det perfekte afsæt for at dominere snart sagt alle verdens markeder i en meget snarlig fremtid.

Hvad vi skal gøre ved det, kommer Snabe med nogle bud på. For det første kræver det europæisk samarbejde. Selv borgerlige stemmer har de seneste år tvivlet på EU i lyset af økonomisk krise, håndteringen af flygtningekrisen og deraf afledt populisme og Brexit. Kræfterne bør hellere bruges på at få det til at fungere end på utopier om mere »frie« smånationer. EU er langt fra perfekt, men det er nu engang det værktøj, vi har ved hånden.

Dernæst handler det om omstilling og uddannelse. Vi kan ikke vinde på prisen, så længe arbejdskraften er dyrere, men konkurrence handler jo om både pris og innovation. Det smarte produkt eller den smarte måde at gøre tingene på, vinder jo markedet. Hvis vi vil fortsætte et liv i toppen af velfærdspyramiden, må vi gå efter toppen af fødekæden. Vi må være bedre til at omstille os til blandt andet digitalisering, vi må være bedre til at uddanne os inden for relevante fag, og vi må være bedre til at træffe politiske beslutninger, som støtter de formål.

Godt 100 læsere og samarbejdspartnere var forleden til Berlingske Business nytårskur, hvor en af gæstetalerne var Netcompanys direktør André Rogaczewski. Her var budskabet langt hen ad vejen det samme.

André Rogaszewski tager som direktør for en af Danmarks mest succesfulde IT-virksomheder udgangspunkt i den digitalisering, som vil rulle ind over os i endnu højere grad, end vi allerede kender til. Den vil transformere et utal af brancher. Mange job vil forandre sig radikalt, nogle (få) vil helt uddø – og en masse nye vil opstå. Det gælder om at se mulighederne.

Det kræver en mere realistisk tilgang til uddannelse, både hvad angår retning og kvalitet. Og så handler det om politisk at forstå, at vi har brug for udenlandsk arbejdskraft, både forstået som rå ressource og i kraft af ny inspiration.

Løsningerne er ikke nemme, men konsekvensen af intet at gøre er overvældende. Samtidigt er det vigtigt at holde hovedet højt og slå på, at vi har virkelig gode muligheder for at komme ud som vindere. Hvis vi tør og gider.

 

2 responses to “Danmark kan vinde kapløbet med Kina – hvis vi tør og gider

  1. Hvis Du er bange for at tabe, eller blive Fyret,. Er du allerede på vej UD!

    Man ér lige så god, som Det vækst, dér gødes, og belyst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *